Et fyrtårn i dansk scenekunst

Baggrund

VIGGA BRO. Vi kender alle hendes markante og karakteristiske stemme, der har fyldt vores øregange både til jul, i tv, på film og teater. I oktober fyldte hun 80 år og til december har Vigga Bro premiere på forestillingen SNE på Teatret ved Sorte Hest, så selvom hun bliver ældre, er hendes skabertrang ikke blevet mindre

AF Julie Rylander-Hansen

I følge Vigga selv har hun spillet teater og digtet historier siden barnsben, hvor hun i dag primært beskæftiger sig med historiefortælling, som hun også har udgivet en bog om, ”Orkanens øje”. Hun er en produktiv dame med ben i næsen, og selvom hun allerede til december har premiere på sin nye forestilling SNE på Teatret ved Sorte Hest, så har hun også en ny bog om historiefortælling på vej. Vigga Bro ligger ikke på den lade side.

Vigga Bro i 1970

FRA SKUESPILLER TIL FORTÆLLER – ELLER ET STED MIDT I MELLEM
Vigga Bro er uddannet i 1961 fra Aarhus Skuespillerskole, hvor hun her var tilknyttet til teatret i tre år, inden hun blev freelance på bl.a. Det kgl. Teater, Folketeatret, Ungdommens Teater, Det ny Scala og ABC Teatret. Hun har også fungeret som instruktør på flere produktioner, men det er i hendes virke som historiefortæller, at hun lige nu befinder sig bedst. Hun fortæller til magasinet Alt For Damerne, at hun i sin barndom var omgivet af historiefortællere, hvor særligt hendes farbrødre gjorde særligt indtryk på hende:

“Jeg elskede at lytte til dem som barn. I dag får vi alle vores oplevelser gennem små apparater i hænderne. Ingen kigger på hinanden mere, kun på deres iPads og iPhones. Men i virkeligheden er det ufiltrerede møde mellem mennesker mere interessant. At turde stå og være i nuet”.

Det er da netop også det Vigga, Ida og Birgit kommer til at gøre til december på Teatret ved Sorte Hest. De er tilstede i nuet, og fortæller på scenen fantastiske musikalske historier om barndom, leg og ikke mindst sne.

Vigga Bro og hendes nu afdøde mand, jazzmusikeren Erik Moseholm

PENSION – DET DUR IKKE
Det er ikke mere end lidt over fire år siden, at Vigga Bro sidst havde en premiere, nemlig på den musikalske forestilling BOBLER, som hun også selv har skabt i samarbejde min sin nu afdøde mand og jazzmusiker, Erik Moseholm, der desværre gik bort kort tid inden premieren. Værket blev dog opført i hans ånd, men med musikeren Ida Bach Jensen som kærlig erstatning for Erik Moseholm.
Efter premieren på BOBLER, har hun turneret landet tyndt med forestillingen, og samtidig haft tid til at lave en ny, nemlig SNE. Man skulle ellers tro, at man skruer lidt ned for produktiviteten, des ældre man bliver. Men ikke når man hedder Vigga Bro:

”Jeg elsker at fortælle historier, og jeg er så heldig, at jeg ikke har et dårligt helbred, så jeg kan ikke se nogen grund til at gå på pension”

Dette berettede hun til Aarhus Stiftstidende til i oktober i anledning af hendes runde fødselsdag.
Med forestillingen SNE markerer hun dog en form for endeligt, da hun fortæller til pressen i forbindelse med forestillingen, at hun efter SNE nok ikke laver flere store produktioner, men vil holde sig til at skrive og fortælle, men decideret pension kan man jo kun spå om hun nogensinde sådan rigtig går på.
Fyrtårnet i dansk scenekunst har altså ikke slukket helt for lyset endnu – og heller ikke lige foreløbig!

SNE

Vigga Bro, når hun er i sit rette element – nemlig som fortæller

SNE består af en række mindre historier, der tilsammen skal fortælle historien om Viggas fascination af sneen og Grønland. Forestillingen er lavet i samarbejde med Ida Bach Jensen, Birgit Løkke og Vigga Bros datter, dramatikeren Anna Bro, der også instruerer forestillingen.

Læs mere om forestillingen og bestil dine billetter til SNE her! SNE spiller den 6.-9. december og igen til april på Teatret ved Sorte Hest.

 

BIO
Vigga Bro
Født 1937 i Fredericia
Uddannet skuespiller fra Aarhus Skuespillerskole i 1961
Medvirket i et utal af film-, teater- og tv-produktioner
Mor til dramatikeren Anna Bro og faster til skuespillerne Nicolas Bro og Laura Bro
Vigga er opkaldt efter sin afdøde far Viggo, og blev med kongens tilladelse den første i Danmark med navnet Vigga